Vare tilføjet til kurv
NYT: Levering tirsdag, onsdag, torsdag og fredag
Fragt kun 29,- / Gratis fragt fra 1.000,-

KOLDT OKSESPIDSBRYST og coleslaw af spidskål og avocado

SVÆRHEDSGRAD
NEMT
AKTIV TILBEREDNING
ca. 30 min
PERSONER
6
Spidsbryst smager fantastisk og omend tilberedningen tager lidt tid, passer det stort set sig selv, så arbejdsbyrden begrænser sig til tilbehøret.

DET DU SKAL BRUGE
  1. Økologisk oksespidsbryst af Rigtigmad okse
    Optøet i køleskabet natten over
  2. Suppevisk
    Gulerod, porre og bladselleri
  3. Bouquet garni
    Laurbær, salvie, timian, rosmarin og persillestilke
  4. Sorte peberkorn
  5. Salatløg
    Pillede, fint snittede og lagt i isvand
  6. Stort spidskål
    Fjern stokken og de yderste blade, og snit fint
  7. Økologisk lime
    Saft af 3 lime og fintrevet skal af 2 lime
  8. Modne avocado
    Halverede og befriede for stenene
  9. Hvidløg
    Pillede
  10. Grøn chili, efter temperament
    Befriet for stilk og kerner
  11. Dijonsennep
  12. Bredbladet persille
    Skyllet og slynget omhyggeligt
  13. Koldpresset jomfru olivenolie
  14. Havsalt
  15. Friskkværnet sort peber
SÅDAN GØR DU

TIP!

Vil du have endnu mere smæk og smag for skillingen, så spræng brystet med havsalt og grøntsager et par dage. Det kan lyde svært, men der er ikke den store arbejdsbyrde forbundet med sprængningen. Det er tiden der gør det meste! 

 

1. Læg spidsbrystet i en gryde af passende størrelse og dæk den med koldt vand. Bring vandet i kog og skum alle urenheder af.

 

2. Tilsæt suppevisk, bouquet garni og peberkorn. Skru ned for varmen, så fonden nærmest blot skælver, og giv brystet 4-5 timer heri. Lad gerne spidsbrystet køle af i lagen mindst 1 time, inden den skæres.

 

3. Skrab avocadokødet ud ved hjælp af en ske, og blend det glat med med chili, sennep, limesaft og -skal, hvidløg og olivenolie. Spæd evt. til med lidt vand for at få en mere "dressingagtig" konsistens. Smag omhyggeligt til med salt og peber.

 

4. Vend de snittede salatløg og spidskål sammen med avocadodressingen. Pluk bladene af persillen, hak den groft og vend den med i. Smag coleslawen til endnu en gang.

 

5. Skær spidsbrystet i tynde skiver på tværs af kødfibrene og anret dem på et fad. Drys med salt, dryp med olivenolien og byd den sprøde coleslaw til.

 

Velbekomme